Det var før du kunne forsvinde. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Øjne af regn fra det travle. Vi, vi. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Var det markerne du kom fra? Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Har vi de samme øjne? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du siger noget om solen. Under den blå, blå himmel. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dine diamanter lyser i min mund. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Derinde bag bjergene. Blå. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oppe på bakken.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Dine diamanter lyser i min mund. Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.