I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I læberne i huden. Den sindssyge himmel. Et brev.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Skitser. Udflåd. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Dine diamanter lyser i min mund.

Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Farvede et sår i dit første ord. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Solens pind. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Var det markerne du kom fra? Når du siger mit navn, svarer min krop. Du må ikke forsvinde. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.