Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. En nat faldt giraffer ud af drømme. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan svarede du. Skyen skjulte noget for fuglene. Min ene pen er rød og den anden sort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan svarede du. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det er bare. Stjernekontinent. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som at skrive i koder. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Du kan være. Asfalt. Ubeslutsomhed. Hvor længe havde du drevet i vinden? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Kan jeg skrive sådan? Hvilken nat fulgte efter natten? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg skrev intet ned i den periode. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Muren omkring ordene. Har vi de samme øjne?

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Var jeg stille? Dine diamanter lyser i min mund. Stod imod, men skrev: intet. Du siger noget om solen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Blå. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.