Du siger noget om solen. Er du havet? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Og en anden dag: Har vi de samme øjne? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sådan trak du de yderste bjerge. Rifterne, rifterne. Har vi de samme øjne? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

På en rude. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Stod imod, men skrev: intet. Stod imod, men skrev: intet. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Det er bare.

Der løber ord ud af min hud. Min ene pen er rød og den anden sort. Noter. Beskrivelser.

Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Du kan være i dette landskab.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Farvede ordene milde.

Min ene pen er rød og den anden sort. Men mit sprog er ikke fjendtligt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skrev intet ned i den periode.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Jeg sad alene i solen. Under den blå, blå himmel. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Var det markerne du kom fra? Glashænder. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Som at læse glemte aviser. Blå øjne mod den milde himmel. Bag træerne. Udsigten var håbløs. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.