Jeg sad alene i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvem var det, der skrev:

Glashænder. Sådan svarede du. Af alt det lysende, reflekterende, matte. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Land. De matte hemmeligheder inde i træet. Hvem var det, der skrev: Du må forsvinde. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det var før du kunne forsvinde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Nordlysets sitren i din stemme. Solens sind. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Den sindssyge himmel. Intimiteten i skriften Ikke glemme floderne i ørerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og en anden dag:

Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Kan jeg skrive sådan? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Det her er ingen leg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Stod imod, men skrev: intet. Bordet vipper. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.