Uforståelige sætninger at klæde sig i Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Var det markerne du kom fra? Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Har vi de samme øjne? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du siger noget om solen. Under den blå, blå himmel. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dine diamanter lyser i min mund. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Derinde bag bjergene. Blå. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oppe på bakken.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Dine diamanter lyser i min mund. Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg var nøgen i de dage.

Tågen i skovene i udsigten. Intimiteten i skriften. Kalken. Sætningerne er et hav. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Lysene lyste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Bøgerne var de eneste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.