Nordlyset tøver i vores stemmer. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og vi faldt i søvn. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Blå øjne mod den milde himmel. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Og en anden dag: I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Under murbrokkerne. Lyset i ørknen i udsigten.

Du, du venter en sweet sol. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Snestorm. Jeg, den skrøbelige sandhed. Muren omkring ordene.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Mine linjer kommer igen. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Var det skovene du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du må ikke. Intimiteten, skriften. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Som i morges. Du må ikke. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Vi har hverken gardiner eller travlt. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Rifterne, rifterne. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Under den blå, blå himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Lysene lyste. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Ude ved fabrikkerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Du siger noget om solen. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Jeg drak ko

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Derinde bag skoven.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dette hurtige blik imod vandet. Et genert rum, et intimt rum. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du må forsvinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.