Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg skrev mig vild i de dage. Ilden. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Muren omkring ordene. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Farverne. Hvilke krystaller lyste i dine ord? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bag træerne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Stenene og træernes sange. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Ensomheden i linjernes fald. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan er det.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det gør ikke noget. Brev i april. Intimiteten i skriften.

Det var ikke markerne jeg kom fra.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Er du på den anden side? Bøgerne tegnede deres egen retning. Har vi forskellige øjne? Ikke søge ly. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. De fine hår, længere. Der er en som dresser up til dans. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Afsavn. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Jeg skriver natten i gang, stille.

En nat faldt giraffer ud af drømme.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Er du på den anden side af havet? Solstorm.

Hvad tæller du? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Der løber ord ud af min hud. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Sætninger. Stjernekontinent. I natten, en fjern stemme, søvn. Bag træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Oplæsning for intetheden. Jeg var i morges. Noter. Beskrivelser. Dagene. Ugerne. Vennerne. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et genert rum, et intimt rum. Nætterne. Ugerne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Der hang figner henover udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Nu er der en uro i kroppen. I den periode: udsigten, stilheden. Min skrift er farvet af sig selv. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Provinsen og gågadens sange. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Vi bliver verden. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stod imod, men skrev: intet. Der var intet som skulle glemmes. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når vores kroppe er hinanden. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Brændte det friske løv virkeligt?