Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg skrev mig vild i de dage. Ilden. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.