Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Muren omkring ordene. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Farverne. Hvilke krystaller lyste i dine ord? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.