Var disse linjer virkeligt virkelige? Vi bliver verden. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stod imod, men skrev: intet. Der var intet som skulle glemmes. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når vores kroppe er hinanden. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Brændte det friske løv virkeligt?