Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må forsvinde.

For hvert lag af betydning i stenene. Sandet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.