Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. At tale var blevet uoverskueligt. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Kan jeg skrive sådan? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Var jeg?

Du siger noget om månen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Luften og jordens sange. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Sandet. Det gør ikke noget. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Tingene tøver. De bløde bakker udenfor byen. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Brændte det friske løv virkeligt?

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Og vi vågnede. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Notesbog. Beskydning. På en rude. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Du må ikke forsvinde. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak de yderste bjerge. Sådan noget. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du må ikke. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Glashænder. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg er på den anden side. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Som at læse glemte aviser. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Luften og jordens sange. Var det markerne du kom fra? Hvad vil disse knuste sætninger?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Det dybeste af alt er huden.

Ord. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Sådan svarede du. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvem var det, der skrev: Kan jeg skrive sådan?

Og vi vågnede. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Når du siger mit navn, svarer min krop. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Vi sad alene i natten.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Uforståelige sætninger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg var nøgen i de dage.