Gennem hullet i hegnet.

Noter. Beskrivelser. På en. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine diamanter lyser i min mund. Farverne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sådan svarede du. Træerne.

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Solstorm.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Luften og jordens sange.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. De bløde bakker udenfor byen.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Der var noget som åbnede sig. Som nu.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Min ene pen er rød og den anden sort. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Ikke floderne i ørerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det skovene du kom fra? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et brev. Regnvejrsmeteor. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev mig vild i de dage. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Det dybeste af alt er huden. For hvert lag af betydning i klipperne. Sms i den lysende sommer. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Blæste det virkeligt? Skriv mig ind i dine læber. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Oplæsning for intetheden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Når jeg ser dig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Solstorm. Tågen i skovene i udsigten. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Grå. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Fugle flakser i diodenattens klirren. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Nu skriver jeg igen på det stille.

Hvilken dag fulgte efter dagen? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.