Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Ikke søge ly i den flod. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Farvede et sår i dit første ord. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dine sætninger. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Var det skovene? Bag træerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Udsigten var en fuck-up-store. Oplæsning for intetheden. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Tågen i skovene i udsigten.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Som at læse glemte aviser. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I bussen skrev jeg en sm

Ikke søge ly. Og ord. At tegne øjne i sætninger. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Ring til mig uden grund. Og en anden nat: I bussen skrev jeg en sms til dig. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Søge ly. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bøgerne varslede en kommende tid. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Provinsen og gågadens sange. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Glashænder. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Her er dagen allerede langt foran mig.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Vi, gamle tanker om stilheden. At tale var blevet uoverskueligt. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Dit navn var alt jeg hørte. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. På et stort stykke hvidt papir. Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.