Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Vi, gamle tanker om stilheden. At tale var blevet uoverskueligt. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg kunne glemme det, der glemmes.