Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dine sætninger. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.