Sætningerne er et hav. Lyskrydset. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I mørket, diamanter, dine øjne. Svarede du?

Når du rør mig er vi hinanden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Udsigten var håbfuld.

Har vi øjne? På en mur. Jeg, den skrøbelige sandhed. Var der virkelig ild et sted? At lytte gav ikke længere mening. Glasdråbehænder. Du siger noget om solen. Regnvejrsmeteor. Ordene, syrlige rifter af blod. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Om andre byer, andre verdener. Her er dagen allerede langt foran mig. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Hvem var det, der skrev: Der var noget som gled med videre. Jeg, ikke dig. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Ilden.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. En regning.

Der var noget som åbnede sig. Tingene tøver. Du siger mit navn.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Bøgerne varslede en kommende tid. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Stolen vipper. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Af alt det kroppen også er. I bussen til dig.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Var det markerne?

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. Gennem hullet i muren. Nu skriver jeg igen på det stille. Vigtigste. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Vigtigste. Du siger noget om solen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. At forvandle dette rum. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Du, dette landskab. Det tøj er min krop på min krop. Jeg tror, du havde glemt den der. Ikke floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Bag alting.

Kan jeg skrive? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det er aldrig det hurtige blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg læste dine linjer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Vi har gardiner. Der var noget som åbnede sig.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Vi er en samtale bag øjnene. Glemmes? For hvert lag af betydning i klipperne.

Sådan trak du de yderste bjerge. Har vi forskellige øjne? Mail i november.

Var det bare regnen?