Jeg læste dine linjer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.