Du, dette landskab. Det tøj er min krop på min krop. Jeg tror, du havde glemt den der. Ikke floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Bag alting.

Kan jeg skrive? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det er aldrig det hurtige blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.