At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De bløde bakker udenfor byen. Som nu i morges: Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?
Der var noget som åbnede sig. Jeg skriver dagen igang, stille.
Øjne af regn fra det travle. Intet, jeg modtog intet. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.
På en rude. Jeg sejlede mellem dine læber. Regnvejrsmeteor.
En nat faldt giraffer ud af drømme. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg var din krop. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dagene. Ugerne. Et brev.
Du mod de kommende kyster. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.
Hvis jeg ville have dit blik.
Ring til mig uden grund. Det tøj er min krop på min krop. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Rifterne, rifterne. Et sted er der en. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Din krop? Sådan svarede du.
Hvad skulle glemmes? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ilden. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På et stort stykke hvidt papir. Bøgerne varslede en kommende tid. Derinde bag ordene. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Hver dag gled med mig videre. Jeg skriver natten i gang, stille.
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.
I bussen skrev jeg en sms til dig. Sandstorm. Det kunne forsvinde.
Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
Alting ligger bag alting. Dansende, legende, lyttende. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.
Du, du.
Dine diamanter lyser. Brev i april. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Grå. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.
Jeg er på den anden side af havet. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.
Vidste du? Sætninger. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg sad alene i solen. Det var før du.