At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De bløde bakker udenfor byen. Som nu i morges: Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?