At forvandle dette rum. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Brev.

Jeg er lost i en borderlinenat. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der var noget som åbnede sig. Kan jeg skrive sådan? Taster en sætning i mørket, i lyset. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Stolen vipper. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? I bussen fulgte en samtale fraværet op. At tegne øjne i sætninger. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Hvad skulle glemmes? Du trak mig med til de yderste bjerge. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bøgerne varslede en kommende tid. Din krop? Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Ikke søge ly i den flod.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Som nu i morges: For hvert lag af betydning i klipperne. Du i mit vindue. Jeg læste i aviser, i glemslen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg var nøgen i de dage. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. For hvert lag af betydning i klipperne. Ensomheden i linjernes fald. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det? Over murbrokkerne. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg skriver dagen igang, stille. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Er du på den anden side af havet? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Brev i april. Intet glemmes.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sætningerne er et hav. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bordet vipper. Mørket kaldte vi mørket.

For hvert lag af betydning i stenene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget som. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Vi er en samtale bag øjnene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Oppe på bakken.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Havde du fundet en grøn sten? Derude i tomme haller. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningerne er filtrede tråde. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Den sindssyge himmel. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Ordene, syrlige rifter af blod. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og et andet kluns: Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Muren omkring ordene.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Gennem hullet i min hjerne.