Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? I bussen fulgte en samtale fraværet op. At tegne øjne i sætninger. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Hvad skulle glemmes? Du trak mig med til de yderste bjerge. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bøgerne varslede en kommende tid. Din krop? Jeg kyssede en vinters nattemørke.