Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og et andet kluns: Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Muren omkring ordene.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Gennem hullet i min hjerne.