Du, du.

Dine diamanter lyser. Brev i april. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Grå. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.