Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Som at læse glemte aviser. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.