I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Var jeg?

Du siger noget om månen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Luften og jordens sange. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Sandet. Det gør ikke noget. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.