Det var ikke skovene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Dagene. Ugerne. Vennerne. Kan jeg skrive? Sætninger. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Ikke floderne i ørerne. Alting ligger bag alting.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. At forvandle dette rum til et andet.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Kan jeg være i dette landskab? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? For hvert lag af betydning i stenene. Er du på den anden side af havet?

Indimellem sagde du nogle ord. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Var jeg stille? Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hvad skulle glemmes?

Farvede et sår i dit første ord. Jeg havde glemt den. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var det markerne du kom fra?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvad skal vi med den voldsomme? Stod imod, men gjorde intet. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Det dybeste af alt er huden? Blæste det virkeligt? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Giver det mening?

Intimiteten i skriften.

At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Intimiteten i skriften.

Når vores kroppe er hinanden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Og vi vågnede. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg skrev intet ned i den periode. Så var der en, der lyttede til skovene. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Kan jeg være i dette landskab? Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. At tale var blevet uoverskueligt. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Når jeg ser dig. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Har vi de samme øjne? Ordene, små toppe af skum. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.