Når vores kroppe er hinanden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Og vi vågnede. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).