Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Et brev.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du ville sige noget, du tav. Det generte i skriften. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi er en samtale bag øjnene. Min ene pen er rød og den anden sort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Kalken. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Er du på den anden side? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Den skrøbelige. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I læberne og i huden.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Og et andet kluns: Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Var det alligevel koderne, systemerne? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Mening?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I. Kan skriften være genert? Jeg sad alene i solen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg ville gerne give dig mine. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Sætningerne er et hav.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Og ord. Sådan svarede du.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I mørket, diamanter, dine øjne. Stod imod, men gjorde intet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg lyttede til dit hjerte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Er du havet?

Hvem var det, der skrev: At tale var blevet uoverskueligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.