Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg har skrevet et kort til dig.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Farverne. Brev i april. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Jeg tror, du havde glemt den der. Farvede et sår i dit første ord. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Bag diamanterne.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vidste du?

Udsigten var håbløs.

På en rude.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var ikke skovene jeg kom fra. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Du foldede dig ind i mine ord.

Sandstorm. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Under den blå, blå himmel. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Afsindighed. Udsalgsvarer. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Et genert, et intimt rum. Vi har gardiner. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Ok, svarede du. Du kan være. De bløde bakker udenfor byen. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Jeg, jeg. Vores. Hvilken nat fulgte efter natten? Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg, ikke dig. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Verden og dens lytten til sig selv. Solstorm.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Min ene pen er rød og den anden sort. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Solens sind. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Kan jeg skrive? Skyggerne skyggede. Tingene tøver. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!