Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Men mit sprog er et landskab. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du ville sige noget, du tav. Den sindssyge himmel. Vi i det glitrende. Stod imod, men skrev: intet. Jeg på overfladen. Blæste det virkeligt? I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Var det skovene du kom fra?

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi, øjne? Blå øjne mod den milde himmel. Afsavn. Udsagn. Alting bag alting. Hvis jeg ville have dit blik.

Hver dag gled med mig videre. Træk mig helt ned. Dette tilfælde: Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. I dine læber. Hvad tæller du til? Afsavn. Udsagn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Så trak dagen langsomt på øjne.

Men noget blev i de tomme haller.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi har gardiner. Mørket kaldte vi mørket. At tale var blevet uoverskueligt. Ikke glemme.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvis jeg ville have dit blik.

Det dybeste af alt er huden. Vi har øjne. Ikke floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Udsigten var håbfuld. Et brev.

Du siger noget om solen. Den sindssyge himmel. I den periode: udsigten, stilheden. Mine linjer kommer igen. Mørket kaldte vi mørket. Vi sad alene i natten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Var det alligevel koderne, systemerne? Byen. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Du skrev ikke længere. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Luften og jordens sange. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tror, du havde glemt den der. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sætningerne er et hav.

Var det alligevel koderne, systemerne? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. I huden. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg var nøgen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg har skrevet et kort til dig.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Grå.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bussen skrev til dig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ikke glemme floderne i ørerne. Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lysene lyste.

Jeg tegnede din hud på alting. Træk sletterne helt ned til klipperne. Regnvejrsmeteor. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad tæller du? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Skovene. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvor vil det ødelagte sprog hen?