Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Det er wack! Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du må ikke forsvinde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et genert rum, et intimt rum.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Solstorm. Jeg var i morges. Dine diamanter lyser. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Muren omkring ordene.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Du kom fra?

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvad med den himmel?

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Og en anden nat: Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Dine diamanter lyser i min mund.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det? Mod de yderste bjerge.

Var dine drømme imellem læber? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Er du på den anden side af havet? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du foldede dig ind i mine ord. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Dine diamanter lyser i min mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Men mit sprog er et landskab.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du kom fra? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et sted er der en. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du siger noget om månen.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Derinde bag skoven. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Der var noget som åbnede sig.

Blå. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det er aldrig det hurtige blik. Ikke søge ly. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg skrev intet ned i

Hvad skal vi med den voldsomme?

To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. I min mund. Her er natten allerede et stort show. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! I natten, i søvn. Luften og jordens sange. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Som nu i morges: Taster en sætning i mørket, i lyset. Når dine øjne. Farvede et sår i dit første ord.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kalken. Mørket kaldte vi mørket. Har vi de samme øjne? Den tredje er ude. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg prøver dette tilfælde. Senere i vores linje. Vi, bag øjnene.

Når dit navn igennem sandet. Og ord, og ord, og. Du trak de yderste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.