Oplæsning for intetheden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er vinden gennem sivene. Regnen, vinden imellem dine læber. Her er dagen allerede langt foran mig. Afsavn. Jeg skrev intet ned i den periode. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Du siger mit navn. Ved den smuldrende beton. Træerne.

Det dybeste af alt er huden? Du siger noget.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Min ene pen er rød og den anden sort.

Nu skriver jeg igen på det stille.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Har vi øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Du kan være. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Og vi vågnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Giver det mening?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Glashænder. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bordet vipper.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Farvede ordene milde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sad jeg alene?

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Farvede ordene milde. I mørket, diamanter, dine øjne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

På en rude. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Provinsen og gågadens sange. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Glemmes? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Var der virkelig ild et sted?

Sådan svarede du. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Det dybeste af alt er huden. Men mit sprog er et landskab. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Hvad vil disse knuste sætninger?