Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi faldt i søvn. Det gør ikke noget. Dagene. Ugerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skovene. Provinsen og gågadens sange. Bag træerne.

Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. I sollyset, en ædelsten. Jeg så små rystelser. Et rum, et rum. Hvor længe havde du drevet i vinden? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. I læberne i huden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sætninger.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg forsvinder ikke.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Nordlyset tøver i vores stemmer. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

I natten poppede samtalerne op. Under den blå, blå himmel. Gennem hullet i min hjerne. Ude ved fabrikkerne. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Du, du venter en sweet sol.

Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Bøgerne tegnede deres egen retning. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Sætningerne er. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Om andre lande, andre folk. Jeg er lost i en borderlinenat.

Verden og dens lytten til sig selv.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stolen vipper. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine ta

Grå. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Sådan svarede du. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Sandstorm. Havde du fundet en grøn sten?

Regnvejrsmeteor. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg læste glitrende blade. Min krop vipper.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg så små rystelser. Jeg forsvinder. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Et genert, et intimt rum. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Nu er der en uro i kroppen. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Og vi vågnede.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

På et stort stykke hvidt papir.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.