Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Luften og jordens sange. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stille? Et udadvendt rum, et favnende rum. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Var det markerne du kom fra?

Blå.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Har vi forskellige øjne? Den afklarede himmel. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vores land.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg havde dig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Det jeg kom fra.. Landskab?

Jeg i dit hjerte. Diamantafkast.

Vi har travlt. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Tidligere: at følge dig blik. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

For hvert lag af betydning i stenene. Der var noget som åbnede sig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Farvede ordene milde.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Mørket kaldte vi mørket. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Intimiteten, skriften. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg skriver dagen igang, stille. Et brev. Altid er det dette langsomme blik. Alting ligger bag alting. Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vores land. I natten, en fjern stemme, søvn. For hvert lag af betydning i stenene.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Jeg læste glitrende blade. Det var før du kunne forsvinde. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der løber ord ud af min hud. Alene? Indimellem sagde du nogle ord.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sætninger. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Månens sind. Jeg tror, du havde glemt den der. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.