Blæste det virkeligt? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Stod imod, men skrev: intet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så trak dagen langsomt på øjne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Der var noget som åbnede sig. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Blæste det virkeligt? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vi er et party. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg læste dine linjer. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Intet glemmes.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Svarede du? I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I læberne i huden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Intimiteten i skriften.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Gennem hullet i muren. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Luften og jordens sange. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Der var et script der skyggede for solen. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg kunne mærke dit hjerte. Lyskrydset. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond!

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sort. Solstorm.

Natten er trans, dagen er trans. Solstorm. Solstorm. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Diamantafkast. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Solstorm.

Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Lyset afventer afgang.

Jeg sejlede mellem dine læber.

Det generte i skriften. Diamanterne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.