Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan svarede du. Var disse linjer virkeligt virkelige? Mørket kaldte vi bare for mørket. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kan skriften være genert?

Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi har gardiner. Blæste det virkeligt? Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Farverne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Ikke var muligt at komme derind. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Stenene og træernes sange. Sådan her. Jeg på overfladen.

Af alt det kroppen også er. Sort. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg forsvinder ikke. Kalken. Jeg elsker at se dig.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Tingene tøver. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Vidste du det? Diamantafkast. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Brændte det friske løv virkeligt?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Grå. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Har vi de samme øjne? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Kan jeg skrive sådan?

Hver dag gled med mig videre. Et hav. Sætningerne er filtrede tråde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Er du havet? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Sms i den lysende sommer. En regning.

Noter. Beskrivelser. Der var noget som åbnede sig. Lyskrydset. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Stod imod, men skrev: intet. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.