Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og vi vågnede. På en rude. Det dybeste af alt er huden? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Notesbog. Beskydning. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Afsavn. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ordene, syrlige rifter af blod. Sandøjne. Afsindighed. Udsalgsvarer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Er du på den anden side? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Vi stod og lyttede. De matte hemmeligheder inde i træet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg har skrevet et kort til dig. Sandøjne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det var ikke markerne. Der var et script der skyggede for solen. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Derinde bag skoven.

Er du på den anden side af havet? Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det er vinden gennem sivene.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Hvad vil disse knuste sætninger? Afsindighed. Udsalgsvarer. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsindighed. Udsalgsvarer. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Glasdråbehænder.

Intimiteten i skriften. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Ikke søge ly i den flod. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Afsavn. Sætningerne er et hav. Notesbog. Beskydning. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Whatever; nat efter nat. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg skrev mig vild i de dage. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det handler om. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Sms i den lysende sommer.

Intet, jeg modtog intet. Diamantafkast. I den periode: udsigten, stilheden. Stod imod, men gjorde intet. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Glasdråbehænder. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Stenene og træernes sange.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Lyskrydset. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: