I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Indimellem nogle ord. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. En uro i kroppen. Kan jeg være i dette landskab?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Min ene pen er rød og den anden sort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Den bekymrede er ude af sig selv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bøgerne varslede en kommende tid.

Sætningerne er filtrede tråde. Vi er det sarte, de stille. Derinde bag bjergene.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Kan jeg være i dette landskab? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Lysene lyste. Solstorm. Et brev. Og vi vågnede. Afsavn. Udsagn. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Mail i november.

Du må ikke forsvinde. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. For hvert lag af betydning i stenene. Vidste du det?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

For hvert lag af betydning i stenene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var håbløs. Hvilke krystaller lyste i dine ord? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg læste dine linjer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Nordlysets sitren i din stemme. Der var noget som åbnede sig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Men mit sprog er et landskab. Når jeg ser dig. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Kan jeg skrive sådan? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Er du på den anden side af havet? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Provinsen og gågadens sange. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene.

Lyset afventer afgang. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.