Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Min ene pen er rød og den anden sort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Den bekymrede er ude af sig selv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.