At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvem var det, der skrev: Du må ikke forsvinde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lyset afventer afgang. Kan jeg skrive sådan? Det her er en leg. Det dybeste af alt er huden?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Bag træerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Oppe på bakken. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan noget. Skyen skjulte noget for fuglene. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Afsavn. Udsagn. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ordene, små toppe af skum. Om andre byer, andre verdener. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. En regning.

Var det skovene du kom fra? Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Afsavn. Lysene lyste.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ordene, små toppe af skum. Dagene alene på landet.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Vores. Om andre byer, andre verdener. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Solstorm. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg skriver dagen igang, stille. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og en anden dag: Lysene lyste. Sandet. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Farvede et sår i dit første ord. Solens sind. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Bordet vipper. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg elsker at se dig.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Oppe på bakken. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dagene. Ugerne. Vennerne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Træerne. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du skrev et sår i min fremtid. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Der er en som dresser up til dans.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Under den blå, blå himmel. Kan jeg smile i dine sætninger? For hvert lag af betydning i det strømmende sand. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det er vinden gennem sivene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Der hang en nice frugt og dinglede. Et brev. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Afsavn. Udsagn.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Stod imod, men gjorde intet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var noget som gled med videre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.