Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bøgerne var de eneste. Tingene tøver. Det ,der hænger. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi, øjne. Udsigten var håbfuld. Du kan være. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg, jeg. Det er wack! Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.