Bagefter sad jeg i timer og læste. Nordlysets sitren i din stemme. Der var noget som åbnede sig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Men mit sprog er et landskab. Når jeg ser dig. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.