De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Zeitgeist. Shit. Show. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Silicium. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Af alt det lysende, reflekterende, matte. I læberne og i huden. Jeg var i din krop, og du? Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bag træerne.

Var dine drømme imellem læber? Kan jeg skrive sådan? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Og vi faldt i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Stod imod, men skrev: intet. Sandet. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var sætningerne et skred af betydning? Kalken.

Regnvejrsmeteor. Der var noget som åbnede sig. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

For hvert lag af betydning i stenene. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Kan jeg skrive sådan? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Over murbrokkerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til

Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev i en stråle af sol. Brev i april. Kan jeg være? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nordlysets sitren i din stemme. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Du havde tabt en linje i min drøm. Hvis jeg ville have dit blik.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Du i mit vindue, i min vindueskarm. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Er du på den anden side? Jeg, jeg.

Der hang figner henover udsigten. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Brev.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sms i den lysende sommer. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sådan svarede du. Var det skovene du kom fra? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På en rude.