Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.