Et genert, et intimt rum.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Hvad tæller du til? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Men mit sprog er et landskab. Hver dag fyrer vi op under planeterne.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Blæste det virkeligt? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Som i morges.

Træerne. Solens sind. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Hvem var det, der skrev:

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Altid er det dette langsomme blik. Ordene, syrlige rifter af blod.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi har de samme øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg skrev mig vild i de dage. Ilden. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Muren omkring ordene. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Farverne. Hvilke krystaller lyste i dine ord? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bag træerne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Stenene og træernes sange. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Ensomheden i linjernes fald. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan er det.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det gør ikke noget. Brev i april. Intimiteten i skriften.

Det var ikke markerne jeg kom fra.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Er du på den anden side? Bøgerne tegnede deres egen retning. Har vi forskellige øjne? Ikke søge ly. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. De fine hår, længere. Der er en som dresser up til dans. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Afsavn. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Jeg skriver natten i gang, stille.

En nat faldt giraffer ud af drømme.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Er du på den anden side af havet? Solstorm.

Hvad tæller du? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Der løber ord ud af min hud. Hvirvlende, stirrende, syngende.