Var det markerne du kom fra? Det dybeste af alt er huden? Var sætningerne et skred af betydning?

Vores. Mine linjer kommer igen. Det giver mening. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Giver det mening? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Jeg er på den anden side af havet. Har vi de samme øjne?

Der er en som dresser up til dans.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Stod imod, men skrev: intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Udsigten var håbfuld.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Den sindssyge himmel.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Så var der en, der lyttede til skovene. Dine grene skygger for min mund. Nu skriver jeg igen på det stille. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Og vi faldt i søvn.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Hvem var det, der skrev: Det gør noget. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Lyset afventer afgang. Det er bare. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Har vi de samme øjne? Du trak mig med til de yderste bjerge. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Farvede ordene milde. Og en anden dag: Bag diamanterne. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Alting ligger bag alting. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Stofferne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Er du på den anden side? En regning. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hver dag gled med mig videre.

Der lå figner på jorden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Du kan være i dette landskab. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Mail i november. Der var noget som. Farvede et sår i dit første ord. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg tænker smukke øjne.