Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Så var der en, der lyttede til skovene. Dine grene skygger for min mund. Nu skriver jeg igen på det stille. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Og vi faldt i søvn.